det er kun sære mennesker, der ikke taler.

sveden er næsten fordampet. der er kun et tyndt lag skolelimsagtigt tekstur tilbage. det dækker hele min krop. jeg orker ikke at tage et koldt bad. der er kun koldt vand. kold mad. der er kun koldt. svedlaget kommer fra gårsdagens druktur. den traditionelle opskrift: fedt baseret på sprutdampe og tobaksrøg - charmerende mikstur - på huden. overalt. selv i de mindste porrer og sprækker. i øjenkrogen. i ørerne. mellem øjnene. i næseborerne. i hjertet. rundt om hjertet. og sikkert også oppe i røven. hvem ved. busserne suser forbi under mit vindue. jeg forstår ikke al den aktivitet. og så på en søndag. limen har forseglet mine læber. jeg siger ikke meget. det gør ingenting. jeg har ikke lyst til at sige noget. jeg kan ikke finde min plads i dag. jeg flakker rundt mellem min hårde stol, min seng og pladsen mellem min stol og min seng. ubrugelig kvadratmeter. jeg står der, fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre mig selv. jeg står der tit. og længe. forsøger at regne ud, om det er strategisk klogt at gå til højre eller venstre. jeg finder aldrig rigtig ud af det. tingene på mit værelse føler det samme. min taske ligger i seksuel stilling på min seng. det ligner, at nogen har sprættet den op, voldtaget den med gentagende stød; knust den, ydmyget den og efterladt den blakket for ære og integritet. undskyld, tænker jeg. jeg tænker, i dag besidder jeg ikke evnen til næstekærlighed. jeg skider lidt på det hele. det river i mine lunger. og verden river i mine lunger. mine lunger kan ikke finde ud af det. de ved ikke, om de skal skælve, klappe eller give op. så de gør noget mekanisk. jeg er ikke helt med på, hvad det er. det er noget med, at de trækker. fucking ludere. i virkeligheden vil jeg ikke skide på det meste. gjorde jeg det, ville jeg være ligeglad. men jeg er ikke ligeglad. jeg er netop ikke ligeglad. ikke spor glad ligemeget hvad. faktisk er jeg svimlende ikke-ligeglad. min hovedbund spasser ud og spyer hårstrå ud af mit hoved. et eller andet skal den jo gøre for at bidrage med en form for aktivitet. men den kan ikke, fordi min hjernemasses vægt presser min fornuft ad helvede til. jeg er længselsfuld efter at fuldføre noget. jeg ved ikke hvad, jeg ønsker: kærlighed, penge, magt, taletid, arbejdstid, tidsløshed, tidsbesparende løsninger, tidspunkter, punktlighed, hvad hed det sidste? en form for ramme ville være god. jeg har ingen rammer, så jeg rammer ingenting. jeg er hårdt ramt af længselsfuldhed. der er nogen, der kommer hjem nu. så jeg river limen op. får sår på mine læber. bander lidt. jeg bliver jo nødt til at tale. det er kun sære mennesker, der ikke taler.